Pressalit gør gode medarbejdere bedre

Sammen med Netværkslokomotivet og uddannelsesinstitutionen AOF har Pressalit i Ry sat et forløb for ordblinde i gang for en gruppe af deres medarbejdere.

Finn Andersen er tillidsmand ved Pressalit og en af de medarbejdere, som tog initiativ til at få forløbet sat i værk.

- Der er ikke mange ufaglærte job tilbage, så jeg ville lave noget, der kunne hjælpe kollegerne. Teknologien går jo hurtigt i dag. Så derfor er det også vigtigt, at folk følger med udviklingen, fortæller Finn Andersen om baggrunden for at sætte forløbet i gang.

En af medarbejderne, der har taget imod både testen for ordblindhed og det efterfølgende kursus, er Lilian Veng. Hun har aldrig lagt skjul på, at hun havde vanskeligheder med at læse og skrive. Det sagde hun allerede, da hun blev ansat ved Pressalit for 10 år siden. Nu får hun den hjælp, som hun har brug for.

- Jeg blev spurgt, om jeg ville tage ordblindetesten, og selvfølgelig ville jeg da det. Det er et fantastisk tilbud at få. Nu får jeg papir på det, som vi jo ikke gjorde, da jeg gik i skole, fortæller Lilian Veng.

Efter informationsmødet er 150 medarbejdere fra Pressalit blevet testet for ordblindhed. Resultatet viste, at ca. 62 % havde vanskeligheder med at læse og regne. Det overrasker flere hos Pressalit.

- Vi vidste godt, at der var medarbejdere, som var ordblinde. Vi havde dog ikke troet, at tallet ville være så højt, fortæller Henrik Damborg, der er ansvarlig for Supply Chain Management (SCM) i Pressalit.

Pressalit i Ry
Pressalit designer, udvikler og producerer toiletsæder af høj kvalitet.

Ikke længere nervøs for at skrive

- Jeg kan virkelig bruge det til noget. Her på det seneste har jeg lagt mærke til, at jeg ikke længere er så nervøs for at skrive, siger Lilian Veng.

- Vi får en masse råd, vejledninger og nogle værktøjer – og en masse staveord, som vi kan arbejde med på kurset. Jeg er en af dem, der beder om flere opgaver, som jeg kan lave derhjemme, fordi jeg synes, at det er spændende, siger Lillian Veng stolt.

På kurset arbejder medarbejderne med programmet CD-ORD, der hjælper dem med at læse og skrive, og de kan få deres egen skrevne tekst læst højt på computeren.

- CD-ORD er godt at bruge. Det er en stor hjælp for mig, at det kan læse den tekst op, som jeg skriver. Så kan jeg selv høre, om det lyder rigtigt, fortæller Lilian  Veng.

Pressalit med toiletsæder
Pressalit har eksisteret siden 1974.

Medarbejdere motiverer hinanden

Til informationsmødet stod Erik Busk på en skammel overfor sine kolleger. Han har nemlig selv været på et kursus, så han kan fortælle sine kolleger præcist, hvad han har fået ud af at deltage.

- Mange af mine kolleger er kommet til mig efter informationsmødet og har sagt: ”Hvis du kan, så kan jeg også!, fortæller Erik Busk.

Lilian Veng har de samme oplevelser som Erik Busk. Kollegerne kommer gerne hen til hende og spørger om, hvordan det går med kurset.

- Når mine kolleger er kommet til mig og har spurgt til, hvordan det er på kurset, så har jeg svaret, at jeg virkelig får noget ud af undervisningen. Der var faktisk én som først havde sagt nej til at komme med på kursus, men så fortrød hun, så nu skal hun også på kursus, fortæller Lilian Veng.

Erik Busk har aldrig kunne bruge en computer. Efter han har været på kursus for ordblinde er hans mobil blevet det bedste redskab til at kunne læse og stave med app´en Dictus. Den giver ham mulighed for at kunne tage et billede af en tekst med mobilen, og få den læst højt.

- De hjælpemidler, jeg har fået i dag, de er guld værd! App'en Dictus til min mobil kan jeg slet ikke undvære længere. Jeg bruger den hver gang, jeg skal skrive. Jeg kan ikke uden, forklarer Erik Busk.

Forandringsprocesser og medarbejderindflydelse

Når en virksomhed ønsker at involvere sine medarbejdere, kan der ske misforståelser. Det kan medføre, at medarbejderen måske ikke virker interesseret i  at skulle sætte sig ind i nye procedurer og rutiner. Årsagen kan være, at medarbejderen eksempelvis har læsevanskeligheder.

- Hvis vi vil have, at medarbejderne skal begynde at skrive på tavler om, hvordan maskinerne kører i deres afdeling, så kan vi møde barrierer. Vi tror måske, at det er fordi medarbejderne ikke vil være med til at beskrive, hvad der sker i deres afdeling. Men det kan være fordi, de ikke kan skrive, eller de kan ikke læse de instruktioner, vi giver dem på papir, fortæller Henrik Damborg.

Produktionsleder i afdelingen for last, Henriette Blichfeldt, oplever, at kurserne skaber mere åbenhed.

- Det giver mig en sikkerhed i, at mine medarbejdere bliver bedre til at læse og følge instruktionerne og den kommunikation, som vi ofte har på skrift. God kommunikation forbedrer vores trivsel. Det giver mere arbejdsglæde og bedre produktion. Jeg føler, at det er en stor gevinst for os alle, fortæller Henriette Blichfeldt.

Kjeld Jensen har været ansat i Pressalit i 32 år og arbejder med produktionsplanlægning i Care afdelingen. Han har fungeret som bindeled mellem medarbejderne i hans afdeling og forløbet for ordblinde.

- Vi har tidligere oplevet, at medarbejderne tog afstand fra at læse nyheder på vores intranet. Nu kan jeg se, at medarbejderne er begyndt at kigge lidt på det, fordi de har fået et program på både computeren og deres mobiltelefon, som kan læse teksten op for dem. Det har de ikke gjort før. Der er en positiv ånd og lyst til at komme i gang – og det betyder meget, fortæller Kjeld Jensen.

Medarbejdere på Pressalit
Medarbejderne på Pressalit

Forløbet med Netværkslokomotivet og AOF

Under forløbet har konsulenterne fra Netværkslokomotivet stået til rådighed for at hjælpe både ledere og medarbejderne godt igennem med informationer og råd.

- Vi har haft en god koordinator internt ved Pressalit, så det har ikke været en kæmpe omvæltning for os. Det har ikke taget så meget plads for ledelsen, fordi Netværkslokomotivet og AOF har været der hele tiden til at hjælpe. Vi skulle bare sørge for, at medarbejderne var der, fortæller Henrik Damborg.

Mens medarbejderne er på kursus, har Pressalit fået nye medarbejdere ind midlertidigt i jobrotation med hjælp fra Jobcenter Skanderborg.