Knap 1.000 vognmænd blev orienteret om læse-, skrive- og regnekurser

Transportens Udviklingsfond (TU) stod for Projekt BASIS, hvor alle medlemsvirksomheder i ATL/DI fik tilbud om uvildig og brancherettet information om basisfærdigheder, undervisning og støttemuligheder.

Chauffører og lagermedarbejdere har dagligt mange arbejdsopgaver, hvor de både skal læse, skrive og regne.

Chauffører skal for eksempel dagligt:

  • læse og udfylde køresedler
  • kontrollere varelister
  • indberette afvigelser
  • beregne timeforbrug

Lagermedarbejdere skal for eksempel dagligt:

  • læse håndteringssymboler
  • læse og udfylde følgesedler
  • læse instruktioner på plukkelister
  • vurdere pallevægt

I branchen er der imidlertid en erkendelse af, at relativt mange medarbejdere har utilstrækkelige læse-, skrive- og regnefærdigheder.

Samtidig er både ledere og medarbejderes kendskab til kursusmuligheder og it-værktøjer, der kan lette hverdagens opgaver, begrænsede.

Derfor tog ATL og 3F i 2014 initiativ til Projekt BASIS i regi af Transportens Udviklingsfond.

Projekt BASIS

Projekt BASIS blev gennemført fra 1. januar 2015 til 31. marts 2017 med det overordnede mål at fastholde medarbejdere indenfor branchen på trods af stigende krav i hverdagens jobfunktioner til både læse-, skrive- og regnefærdigheder. Altså almene færdigheder, der - ud over de faglige færdigheder - er nødvendige for at honorere opgavekravene i dag – og i fremtiden.

Al information tog udgangspunkt i virksomhedernes behov og ønske om information og udvikling. Det var desuden en forudsætning, at opgaverne i projektet skulle varetages af uvildige konsulenter med inddragelse af andre aktører i forbindelse med gennemførelse af konkrete undervisnings- eller udviklingsopgaver.

  • Om udfordringer i det daglige siger vognmænd for eksempel

    "Vi ser problemer ved udfyldelse af ugesedler, køresedler og skadesrapporter."

    "Administrationen må ringe til chaufførerne for at få forklaret info på køresedler."

    "Mange har problemer med at læse og forstå informationer i chaufførhåndbog, ISO-godkendelser og certificeringshåndbog."

    "Der er medarbejdermodstand over for IT. Eksempelvis i forbindelse med indføring af flådestyringssystemer og elektroniske køresedler."

    "Det er et problem med stavefejl i beskeder til kunder."

    "Nogle medarbejdere har modstand mod obligatorisk efteruddannelse på grund af ordblindhed."

Vognmændene sagde ja tak til information

Et af kernemålene i projektet var at nå ud til alle transportvirksomheder, der var interesserede i information - enten gennem besøg eller gennem telefonopkald. Initiativtagerne var naturligvis både spændte og en smule bekymrede for, om og i hvilket omfang medlemmerne ville tage imod tilbuddet om besøg.

Den bekymring var ubegrundet, for langt flere end de forventede 125 vognmænd ønskede besøg af en konsulent. Der blev således i alt gennemført et eller flere besøg hos 242 virksomheder, der repræsenterer 381 af de 884 ATL-virksomheder.

Besøgene var omdrejningspunkt for projektet, fordi det er i den direkte dialog, man kan informere og drøfte det, der er relevant for den enkelte virksomhed.

Bred interesse for besøg

Besøgene er gennemført på såvel store, mellemstore og mindre virksomheder - dog især på virksomheder med under 50 medarbejdere. Der kan være flere årsager til, at så mange virksomheder med en travl hverdag har takket ja til besøg, men indtrykket fra projektet er, at det især skyldes, at initiativet kom fra branchen, at konsulenterne var uvildige, og at besøget var på egen matrikel.

Alle møder blev således afholdt på virksomhederne. Nogle steder i familiens dagligstue andre steder mere formelt i store hjørnekontorer med udsigt til containerskibe. En af de ting, der overraskede konsulenterne var, at flere vognmænd, der egentlig gerne ville sætte undervisningstilbud i gang, følte sig usikre på, hvordan de skulle motivere medarbejderne til at tage imod tilbuddene.

  • Udbytte af undervisningen – set fra medarbejdere og ledernes synspunkt

    Hørt fra medarbejdere:

    "Mine it-færdigheder var lig nul inden kurset, så de er i hvert fald blevet bedre. Måske havde jeg regnet med, det var sværere."

    "Jeg glæder mig til næste forløb."

    "Jeg er yderst tilfreds med kurset."

    "Jeg har lært en masse."

    Hørt fra teamledere:

    "Medarbejderne stråler og er glade."

    "Medarbejderne føler sig set og værdsat."

    Samlet effekt ser vi nok først efter et stykke tid."

    "Det kræver noget i vores planlægning af hverdagen, men det er det hele værd, når vi ser på, hvordan vores medarbejdere føler sig anerkendte og set."

20 udviklingsprojekter

Virksomheder, der ønskede at gå et skridt videre i retning af enten at forbedre medarbejdernes færdigheder eller virksomhedens interne skriftlige kommunikation, fik støtte til et udviklingsprojekt. Det blev til i alt 20 udviklingsprojekter indenfor tre temaer:

1. Kommunikationsværktøjer, for eksempel apps

Der var stor interesse for nye kommunikationsværktøjer, som kunne hjælpe chauffører og lagermedarbejdere på jobbet, når de skal læse og skrive.

Der har fx været afholdt minikurser i brug af apps og app-cafémøder. Apps har vist sig for mange chauffører og lagerarbejdere at være en øjenåbner – og har været motiverende for at lære noget, der umiddelbart kunne bruges.

2. Information, vejledning, screening samt FVU og OBU

Godt 1000 medarbejdere har deltaget i en eller flere aktiviteter i processen med information, vejledning, screening og undervisning i forbindelse med udviklingsprojekterne.

De fleste informationsmøder var krydret med oplæg fra en person, der fortalte om sine egne bekymringer for at erkende sit undervisningsbehov, erfaringer fra undervisningen og betydningen for dagligdagen. Oplæggene havde både betydning for deltagernes opmærksomhed og støttede især de virksomheder, der valgte at gå videre med konkrete undervisningstilbud.

Erfaringen fra projektet er, at vælger en virksomhed at organisere undervisning til medarbejderne i arbejdstiden, er følgende blandt andet vigtigt for en vellykket proces:

  • Tydelig strategisk indsats
  • Afklaring af hvem, der skal bidrage til projektets gennemførelse
  • Kommunikation til medarbejderne undervejs
  • Løbende evaluering og tilpasning af undervisning.

3. Samarbejder mellem flere virksomheder

Under dette tema er der projekter, hvor flere virksomheder i en klynge har samarbejdet om enten informationsaktivitet eller screening. I to projekter er screeningen af læse- og regnefærdigheder koblet med en faglig realkompetencevurdering (RKV) ved TEC, hvor chaufføren eller lagermedarbejderen fik RKV og screening af basisfærdigheder, samt tilbagemelding på én og samme dag. Det virkede godt for medarbejderne, og var mere overskueligt for virksomheden, end at afse medarbejderne flere dage på forskellige uddannelsessteder.