Går foran med it, dansk og matematik

Netværkslokomotivets Årspris 2017 går til en gruppe midtjyske entreprenører.

Få har valgt at arbejde i entreprenørbranchen, fordi de er vilde med dansk og regning – eller it. Men i dag er disse færdigheder nødvendige.

For otte år siden gik midtjyske entreprenører derfor sammen i et netværk for at få oprettet netop de kurser, deres folk har brug for, og entreprenørerne har holdt fast i deres netværk, som nu tæller 11 virksomheder. Og de har sørget for en solid efteruddannelse af deres medarbejdere.

- Vi har særligt haft fordel af netværket i forhold til at få vores medarbejdere på ordblindekurser. Men vi har også haft folk på it- og regnekurser – blandt andet forud for AMU-kurset ”Vejen som arbejdsplads”. Ved hjælp af netværket får vi næsten altid udbudt de kurser, vi ønsker. Og undervisningen bliver oftest lagt i januar og februar i entreprenørbranchens lavsæson. Vi forsøger at få skabt en afvekslende uge med et par dages undervisning og resten som almindelige arbejdsdage. Folk er ikke vilde med at være på skole en hel uge i træk, fortæller Benny Madsen, teamleder i Ikast-Brande Spildevand.

Som en anerkendelse af netværkets vedholdende arbejde er de modtagere af Netværkslokomotivets Årspris 2017. Prisen blev overrakt til repræsentanter for entreprenørerne under Netværkslokomotivets årsmøde på IBC Innovationsfabrikken i Kolding 8. maj 2017.

Kurser afholdes på virksomheden

Alene i 2016 havde de midtjyske entreprenører over 100 medarbejdere på grundlæggende kurser i it, dansk og hverdagsregning samt på AMU-kurset ”Vejen som arbejdsplads”.

Sidstnævnte er et krav fra Vejdirektoratet, til medarbejdere, der skal arbejde langs statsvejene. Kurserne i dansk, regning og it bliver oftest afholdt i en af virksomhederne. På den måde er det læreren, der skal køre langt på arbejde - ikke kursisterne.

De grundlæggende færdigheder og viden om hjælpe-apps til læsning, skrivning og regning er afgørende i det daglige arbejde, da megen kommunikation efterhånden foregår på tablets eller smartphones i entreprenørbranchen.

Det fortæller Ulla Milling, entreprenørleder i Ikast-Brande Kommunes Entreprenørafdeling:
- Læsning, skrivning og it er blevet afgørende kompetencer. Vi bruger tablets til at vise, hvilke opgaver, der skal løses. Det er hurtigt at tage et billede, sende det og få feedback. På den måde er entreprenørbranchen hurtigt ved at blive gennemdigitaliseret.

At entreprenørerne i Midtjylland er gået sammen betyder, de oftest kan få oprettet netop de kurser, de har behov for. Det har en værdi i sig selv. Men den fælles skolegang giver også sammenhold og spredning af viden inden for branchen.

- Jeg kom med i entreprenørnetværket, fordi jeg selv er ordblind. Gennem undervisningen er jeg blevet bedre til at skrive og læse, og jeg er hele tiden opdateret omkring de nyeste læse-skrive apps, som jeg bruger både privat og forretningsmæssigt. Samtidig giver samarbejdet et kollegialt netværk, samt viden om, hvad der foregår i branchen, fortæller Henrik Galmstrup, indehaver af Henriks Hus og Haveservice.

Lokal fagforening støtter netværket

Etableringen af entreprenørnetværket i det midtjyske blev støttet af fagforeningen 3F Midtjylland og Netværkslokomotivet.

- Fælles oplevelser i et ufarligt ”skolemiljø” giver fællesskab, selvtillid og trivsel. Samtidig deles faglig viden på kryds og tværs, og det er blevet lettere at indføre ny teknologi. Fordelene er muliggjort ved, at entreprenørerne er gået sammen i et netværk, vurderer faglig konsulent i 3F Midtjylland, Hans Jessen.

3F konsulenten mener, det er oplagt også for andre brancher at gå sammen i netværk med fokus på uddannelse.

- Det handler om at committe sig og blive ved med at tro på det – så kommer resultaterne, som entreprenørnetværket har vist.

Løn under uddannelsen finansieres blandt andet af kompetencefondene, som findes til uddannelse af medarbejdere inden for flere overenskomster.