Netværk åbner døren til uddannelse

I Herning og Ikast-Brande sikrer et netværk af entreprenører fokus på opkvalificering og uddannelse af medarbejdere i små og mellemstore virksomheder.

For fire år siden mødte afdelingsleder ved Brunsgaard Stillads- og Materieludlejning Tommy Sandgaard op til et møde i EntreprenørNetværket i Herning og Ikast-Brande. Han tænkte, at ny viden om opkvalificering af medarbejdere ikke kunne være så dårligt – og så var det endda gratis. Den beslutning har han ikke fortrudt. Sammen med 10 andre virksomheder i området har han siden dengang været en del af EntreprenørNetværket, der eksisterer på 12. år.

– Jeg tænkte, at det kunne der ikke ske noget ved at prøve, så jeg tog med til et møde. Det kunne der bestemt heller ikke, andet end at jeg blev inspireret til, hvordan vi kan opkvalificere vores medarbejdere, husker Tommy Sandgaard.

Afdelingsleder Tommy Sandgaard foran en Brunsgaard A/S firmabil
"Når man skal sælge ideen om, at alle skal ind og sidde foran en computer, så er det rart at kunne trække på nogle erfaringer hos andre, der har prøvet det før," siger afdelingsleder ved Brunsgaard A/S Tommy Sandgaard om sin deltagelse i EntreprenørNetværket i Herning og Ikast-Brande. Foto: Jeanette Suell

Fakta

  • EntreprenørNetværket

    ...blev etableret i 2008.

    Brunsgaard A/S har været med i netværket siden 2016.

    10 offentlige og private virksomheder er med i EntreprenørNetværket.

    Flere end 200 medarbejdere har været på kursus som følge af EntreprenørNetværket – og de fortsætter med at sende folk af sted.

    I 2017 fik EntreprenørNetværket Netværkslokomotivets Årspris for at fastholde viljen og troen på, at et netværk skaber bedre muligheder for kompetenceløft af medarbejderne.

  • Vil du høre mere om EntreprenørNetværket?

Ingen samarbejde – ingen kursus

EntreprenørNetværket blev oprettet i 2008 på baggrund af fire mindre virksomheder, i Ikast-området, der havde svært ved at få deres ansatte på AMU-kurser. Det skyldtes enten, at kurserne blev afholdt langt fra Ikast, eller at de ikke blev udbudt på tidspunkter, der passede ind i driften. Samarbejdet mellem de fire virksomheder betød, at de kunne samle så mange ansatte, at der var nok til at stable et lokalt AMU-hold på benene.

Siden da er netværket vokset til både at omfatte private og offentlige virksomheder, hvilket Tommy Sandgaard mener har stor værdi.

– Det er en fordel, fordi de offentlige har nogle lidt andre udfordringer, som er spændende at høre om. Og de private har nogle helt andre udfordringer. I netværket er der en også en enkeltmandsvirksomhed. Han møder nogle andre problemstillinger, som netværket så kan hjælpe ham med.

Hvem skal læse – os eller dem?

For Tommy Sandgaard har netværket betydet, at han har fået øjnene op for de grundlæggende færdigheder – og værdien af at opkvalificere medarbejdere, der har behov for det.

– Vi har fået en opmærksomhed på, at vi måske nok gerne vil have, at vores medarbejdere ved alt muligt om alt muligt, men vi kan ikke bede dem om at læse sig til det. Så skal vi gøre op med os selv, om vi vil læse det op for dem. Det er måske ikke det, vi har en interesse i. Vi vil gerne have, at de bliver så dygtige, at de selv er nysgerrige på at lære mere, forklarer Tommy Sandgaard.

Netværk giver kendskab og erfaring

Derfor er alle medarbejdere blevet afklaret, lige fra øverste chef til fejedreng. Siden har de medarbejdere, der blev testet ordblinde, deltaget i ordblindeundervisning, og under coronakrisen i foråret sagde 11 medarbejdere ja tak til online-kurser i enten dansk, matematik eller it. Tommy Sandgaard tror ikke, de havde sat den slags i gang uden den viden, han har fra EntreprenørNetværket.

– Jeg tror ikke, vores kendskab til det havde været det samme. Og når man skal sælge ideen om, at alle skal ind og sidde foran en computer, så er det rart at kunne trække på nogle erfaringer hos andre, der har prøvet det før.

Og erfaringer er der nok af. I dag tæller netværket 10 virksomheder, der tilsammen har haft langt over 200 medarbejdere af sted på kurser i både dansk, matematik, it, til ordblindeundervisning samt på AMU-kurset ’Vejen som arbejdsplads.’