Undgå søvnløse nætter hos medarbejderne

Brug vores dialogguide til at finde ud af, om fjernundervisning er noget for dine medarbejdere.

Af konsulent Kirsten Petersen

Foråret 2020 vil blandt andet blive husket som året, hvor fjernundervisning fik sit store gennembrud.

Nye regler for nødundervisning af elever på folkeskoler, gymnasier, erhvervsskoler og sprogcentre har betydet, at mange har deltaget i fjernundervisning. Hatten af for de mange undervisere, som med kort varsel blev kastet ud i nye måder at undervise på. De har en stor andel i, at rigtig mange oplever, at fjernundervisning kan være en succes.

Svage forudsætninger bremser fjernundervisning

Ingen roser uden torne.

Flere er opmærksomme på, at kursister med svage forudsætninger i forhold til brug af it, læsning og skrivning har det sværere, når de møder læreren via skærmen. De mangler klasseværelset, de fysiske rammer og den tætte relation mellem elev og lærer til at støtte gåpåmodet i læringsprocessen.

Hvis du overvejer at tilbyde dine medarbejdere fjernundervisning, er det derfor vigtigt, at du tager en snak med den enkelte om, hvorvidt det er det rigtige tilbud.

Lange dage for dem, der ikke kan

Det er nemlig langtfra alle, der vil se fjernundervisning som et godt tilbud. Tanken om at blive placeret foran en PC derhjemme, uden kolleger og uden mulighed for hjælp til det tekniske kan give søvnløse nætter.

Det er sjældent et godt udgangspunkt for læring, hvis teknikken bliver vigtigere end det faglige indhold i kurset. Og så er det let at konkludere, at det med kurser ”ikke er noget for mig.”

Sagt med andre ord: Dagene bliver meget lange for de kursister, der har svært ved at læse og skrive – og sjældent bruger PC. De vil nemlig meget hellere være alle andre steder.

Snak med din medarbejder

Derfor skal du – hvis du overvejer fjernundervisning – som det første tale med dine medarbejdere.

I vores dialogguide er der fire spørgsmål, du kan bruge til at få snakken i gang:

  • har du det nødvendige udstyr derhjemme – og er du vant til at bruge det?

  • har du tilpas internethastighed til streaming?

  • kan du logge på forskellige platforme og bruge e-mail?

  • kan du løse opgaver, der kræver læsning af tekster og skriftlige svar?

Spørg også gerne ind til erfaringer med børnenes hjemmeundervisning – og hvad der har været godt og/eller svært.

Hvis dine medarbejdere svarer NEJ eller VED IKKE til for mange af ovenstående spørgsmål, er fjernundervisning måske ikke det bedste tilbud til dem lige nu. Til gengæld kan dialogen være en god anledning til at aftale, hvordan I får forudsætningerne på plads, så fjernundervisning bliver et tilvalg.

Her er FVU-digital et oplagt bud på at komme godt i gang.

Giv en god start

Jeg tror, at de erfaringer, der bliver gjort i disse måneder med fjernundervisning, får stor indflydelse på, hvordan fremtidens efteruddannelse kommer til at foregå. Øget fleksibilitet og mindre tidsforbrug til transport med mere vil gøre det lettere for mange at deltage i efteruddannelse. Til glæde for arbejdspladsen og den enkelte. Men vi skal sikre, at alle har gode muligheder for at vælge fjernundervisning til.

Du kan være med til at give dine medarbejdere en god start og lyst til mere læring, hvis du har fokus på, at de er trygge ved udstyr og form, inden de begynder på fjernundervisning.